55-årige Sandra Møller Simonsen er transkvinde, men det meste af sit liv har hun levet bag et skjul. Hun blev fra fødslen betragtet som en dreng, men følte sig aldrig rigtigt tilpas i sin krop. For fire år siden tog hun skridtet. Hun startede sin transition og kom i behandling ved Center for Kønsidentitet. Sandra er en del af en gruppe af transpersoner, som i mange år lever med en undertrykt kønsidentitet, før de indser, at de kan være, som de er. For Sandra handlede det om at turde stå ved sig selv.

Tekst og foto af: Ninna Kirstein Pedersen

Det er forår, og sommeren nærmer sig med hastige skridt. Blomsterne er begyndt at springe ud, og Sandra Møller Simonsen er på vej til at tage et stort skridt i sit liv. For hende er det en drøm, der kan blive til virkelighed.

Selvom Sandra er afslappet klædt i joggingtøj og sandaler, føler hun sig nervøs. Hun er bange for, om hun tør sige det. Derfor har hun taget sin kone og trofaste støtte, Helle, med.

Sammen er de på vej hen til lægen. Sandra skal fortælle, at hun er transkønnet, og at hun derfor vil starte i behandling hos Center for Kønsidentitet.

Født i den forkerte krop

Det er nu fire år siden. Sandra hed dengang Per. Fra fødslen blev hun betragtet som en dreng og fik mandligt CPR-nummer, men den dag ved lægen startede hun sin transition.

Transition bliver også kaldt kønsskifte, og det betegner det at skifte sit kønsudtryk, så det passer til ens kønsidentitet, altså det køn man identificerer sig som. Det kan være en lang proces, der bl.a. kan indebære at få juridisk kønsskifte, hormoner og kønsbekræftende kirurgi.

I Danmark er der tre Centre for Kønsidentitet (CKI), og det er her, man bliver henvist til, hvis man er over 18 år og vil behandles for noget vedrørende sin kønsidentitet.

FAKTA OM TRANSITION

I 2022 blev 402 personer over 18 henvist til Center for Kønsidentitet. Der findes ikke præcise tal for, hvor mange transpersoner, der er i Danmark. Transition eller kønsskifte? Transition indikerer, at der er tale om en proces og ikke et brat skifte fra et køn til et andet. Desuden er der for mange tale om Juridisk kønsskifte: at få ændret sit CPR-nummer, så det angiver det køn, man identificerer sig som Kønsbekræftende kirurgi: øvre eller nedre kirurgi, der ændrer ens kønskarakteristika, så de stemmer overens med det køn, man identificerer sig som Kilder: Center for Kønsidentitet, Sexlinien og LBGT+ Danmark

”Jeg har altid følt mig som det modsatte køn. Jeg har altid følt, at jeg ikke var tilfreds med det liv, jeg har haft. At jeg var noget andet, end det, jeg skulle vise mig som,” siger Sandra.

Hun er høj, har markante sorte briller på og langt brunt hår, der krøller let i bunden. Men sådan ser hendes hår ikke altid ud. Sandra går med paryk, og hun har nok parykker til at kunne skifte frisure efter sit humør, hvis det skulle være. Hun er transkvinde, men det tog mange år, før hun turde stå ved det.

”Jeg har altid været flov over min egen krop. Jeg har altid vidst, at der var et eller andet i vejen,” siger Sandra.

En brudt barriere

Sandra er født i 1968, og i hendes opvækst i Nordjylland var der ikke meget plads til at være anderledes.

Hun var meget genert, fortæller hun, og oplevede ikke meget tolerance eller forståelse hos sine forældre. Dengang var synet på køn og seksualitet meget traditionelt, og det kunne Sandra ikke finde sig tilpas i.

”Førhen var jeg ekstremt svær at komme i kontakt med. Der skulle man først have min barriere brudt, inden jeg turde snakke med folk. Et eller andet sted kan jeg godt se, at jeg er blevet en helt anden person. Jeg er blevet mere ærlig. I dag tør jeg fortælle sandheden. Det turde jeg ikke før. Dengang skulle jeg hele tiden passe på, hvad jeg sagde for ikke at røbe mig selv. Jeg har altid levet lidt i en løgn,” siger Sandra.

Et dobbeltliv med skam og fortielse

Ifølge Jette Clemmensen, der er formand for foreningen Transpersoner i Danmark, er noget af det sværeste for mange transpersoner at acceptere sig selv.

”Det at være transperson er ikke noget, man kan vaske af,” siger Jette Clemmensen.

Mange af foreningens 168 medlemmer er ligesom Sandra. De er voksne og har hele deres liv, vidst at noget var forkert, men er både blevet gift og har fået børn, før de indser, at de er nødt til at ændre deres liv.

”Man går og gemmer sig og lever et dobbeltliv, hvor man udlever sig selv, når man er alene. Det er der nogle, der kan gøre i rigtig mange år,” siger Clemmensen.

Man føler sig skamfuld, når man skal undertrykke sig selv på den måde, forklarer hun. Hun mener, at man når et punkt, hvor man ikke længere, kan lyve for sig selv og sine omgivelser.

”Lige pludselig siger man til sig selv: ’Det kan ikke nytte noget. Nu vil jeg blæse på, hvad andre tænker eller mener. Nu vil jeg bare være mig.’,” siger Clemmensen.

Det kan være mange års skam og fortielse, man skal gøre op med, og det kræver meget mod.

Per har et ønske

Foråret varsler, at nye og lysere tider er på vej. Sandra er på vej til at begive sig ud på en rejse, der kommer til at ændre hendes liv og hverdag.

Sandra bliver kaldt ind til lægen, og Helle følger med. De sætter sig ned, og Helle tager ordet: ”Per har et ønske.”

Med den indledning kan Sandra finde modet på trods af sin usikkerhed.

”Jeg har altid følt mig som det modsatte køn,” siger hun.

Lægen spørger, om hun er sikker på sit valg? Men Sandra har aldrig været i tvivl – hun har bare ikke turde gøre noget ved det. Men nu er det første skridt taget, og det føles som en lettelse.

En trofast støtte

I 51 år levede Sandra som Per og havde på en måde en barriere, hun gemte sig bag. Vendepunktet for hende blev, da hun mødte sin nuværende kone, Helle.

”Hun har været en ekstremt god støtte. Altså uden hende havde jeg ikke kunnet klare det. Det er jeg slet ikke i tvivl om,” siger Sandra.

Ens relationer er afgørende for, om man tør stå ved den, man er, fortæller psykolog Lea Treebak Jensen, der arbejder ved Center for Kønsidentitet, Aalborg.

”Det kan være ensomt, hvis sådan som man har det, ikke bliver accepteret. Nogle vil sige: ’Kan du ikke bare lade være?’ Men at være transkønnet er ikke et ønske for de fleste. Det er bare sådan, man er,” siger Lea Treebak Jensen.

Frygten for at miste

Frygten for at miste familie, venner eller partner er derfor stor hos langt de fleste, ifølge Jette Clemmensen fra Transpersoner i Danmark.

”Det er netop ens relationer, man er bange for, skal gå fløjten. Når man først har bekendt kulør, så er der ingen vej tilbage. Så er katten ude af sækken – og så må man håbe på sine relationers accept,” siger Jette Clemmensen.

Sandra fortæller, at hun tidligere i sit liv ikke har kunnet være lige så åben og ærlig om sig selv. Men det ændrede sig, da hun mødte Helle. Hos hende oplever Sandra at blive accepteret 100 %.

”Hun har hjulpet mig meget med min usikkerhed og med at være den person, jeg er. At holde fast i den, jeg er,” siger Sandra.

Selvom Sandra ikke har kontakt med resten af sin familie, er hun taknemlig for, at hun har Helle. Hun rummer Sandra og respekterer hende som det menneske, hun er.

Første skridt er det vigtigste

Inde hos lægen, kan Sandra ånde lettet op. Lægen sender en henvisning til Center for Kønsidentitet i Aalborg, men bemærker samtidig, at Sandra nok ikke skal regne med, at de vil se hende på grund af hendes alder.

”Det er ok, så er der jo ik’ noget at gøre,” svarer Sandra. Det kan ikke slå hende ud lige nu. Hun har taget det første skridt, og det er mere, end hun før har turdet. For det er ikke første gang, hun har været til lægen med samme mission, fortæller hun:

”Når jeg kom ind til lægen, så fandt jeg på en hurtig undskyldning om, at jeg havde ondt knæet eller sådan noget. Min usikkerhed og min generthed overvandt mig ekstremt meget i min tidlige ungdom.”

Livslangt ægteskab

Med henvisningen til CKI startede et langt forløb med mange samtaler, vurderinger og konsultationer, som ifølge Sandra har været en hård kamp.

”Det er en bøvlet vej. Man får et livslangt ægteskab med sundhedssystemet,” fortæller Lea Treebak Jensen, der har erfaring fra sine patienter ved CKI Aalborg.

For hende er det vigtigt, at patienterne ved, hvad de går ind til, da der ikke altid er overensstemmelse mellem patientens ønsker og den behandling, CKI kan tilbyde dem.

Sandra har fra starten af sit forløb vidst, at hun gerne ville have både brystoperation og nedre kirurgi.

”Jeg har altid sagt: jeg vil dø med bryster. Nærmest koste, hvad det koste vil. Og det har jeg heldigvis fået i dag,” siger hun.

I 2020 startede hun på hormoner, og der begyndte den krop, hun ellers altid har været flov over, at ændre sig.

”Jeg tænkte: ’Yes! Nu begynder mit liv!’”

Året efter fik Sandra skiftet navn og CPR-nummer, så det nu angiver, at hun er en kvinde. Hun har dog fået afslag på kønsbekræftende kirurgi på grund af sit helbred – men hun håber på, at det en dag vil ske.

En ny person

Psykologen Lea Treebak Jensen forklarer, at der for nogle falder ro på, når man indser, hvorfor man har det, som man har det.

”Det er en proces, der tager tid,” understreger hun.

Der er sket meget for Sandra siden det første lægebesøg. Hun er blevet mere glad og lever nu fuldt ud som kvinde.

”Jeg er bare den, jeg er. Jeg hviler i mig selv nu,” siger hun.

I dag er Sandra ikke længere flov over sig selv eller sin krop, som hun var engang. Hun tør stå ved sig selv – både med og uden paryk.

”Jeg står et sted, jeg ville ønske, at jeg havde stået altid.”